+ 45 70 20 10 21 info@resultmaker.com

Bankens spørgsmål til kunderne om deres personlige økonomi kan stadig være en kilde til irritation og undren. Her kan du se, hvorfor bankerne stiller så mange spørgsmål, og hvad meningen er med galskaben.

Har du skiftet bank for nylig, har du nok været møllen igennem: Du skal besvare en lang række personlige spørgsmål om din økonomi og indsende billeder af pas eller kørekort. Du bliver blandt andet spurgt om, hvor dine penge stammer fra, og hvor mange penge, du forventer, går ind og ud af kontoen.

Som privatperson kan det undre, at banken skal have alle de oplysninger. Og det kan være frustrerende at svare, når man ikke præcis ved, hvor mange gange om året man fx forventer at hæve kontanter. 
 

Et opgør med fortidens store svindelsager

Når banken stiller de mange spørgsmål, er det fordi, de er forpligtet til at gøre det. Hvidvaskloven kræver, at bankerne kender sine kunder, og der er krav til, hvilke typer informationer de skal indhente.

Hvidvaskloven er sat i verden for at forhindre den type svindelskandaler, vi har set i fortiden. Store pengesummer, der stammede fra grov kriminalitet, blev ”vasket hvide” og kunne så bruges i samfundet på helt legitim vis. Det kunne lade sig gøre, fordi bankerne ikke havde det store overblik over, hvor pengene stammede fra, eller hvem kunderne reelt var.

Hvidvaskloven er et vigtig led i bekæmpelse af grov kriminalitet og er til fordel for alle os helt almindelige, retskafne borgere.

 

Banken skal vide, hvem du er

Hvidvaskloven kræver, at bankerne kender deres kunder og kontrollerer kundernes identitet. Det er ikke nok, at du selv fortæller, hvad du hedder, og hvem du er. Banken skal kontrollere oplysningerne ved uafhængig og pålidelig kilde, og det kan fx være dit pas eller kørekort. 

 

Derfor er der fokus på, hvad der går ind og ud af din konto

Noget af det, bankene er forpligtet til at spørge om, er, hvad du forventer går ind og ud af din konto. Så kan banken bedre vurdere, om du – som de fleste – bruger banken på helt almindelig og legitim vis. Og det er nemmere for banken at se, om dine transaktioner eller brug af kontanter afviger fra deres viden om, hvordan du bruger, eller plejer at bruge, banken.  

 

Du må gerne bruge kontanter

Banken spørger ind til din brug af kontanter, da kontanter kan stamme fra kriminalitet og er sværere at spore end digitalt overførte penge. Men du må gerne bruge kontanter! Det kan fx være til at betale i den lokale foreningskiosk, der ikke tager dankort, og du må selvfølgelig også gerne indsætte de kontanter, du fx har tjent på loppemarkedet. Beløbene skal bare nogenlunde harmonere med det, du har oplyst.

 

Derfor skal du svare på spørgsmål, når du skifter bank

De svar, du giver til banken, er som udgangspunkt til bankens eget brug. Derfor skal du svare på spørgsmål igen og legitimere dig, når du skifter bank eller opretter en konto i en ny bank.

Sidder du i bestyrelsen i en forening, kan du også blive bedt om at legitimere dig af foreningens bank – også selvom du ikke selv er kunde i banken. Det skyldes, at foreningens bank er forpligtet til at identificere foreningens ”reelle ejere”. Da der typisk ikke er nogen reelle ejere i en forening, bliver det ofte foreningens bestyrelse eller direktion, der i bankens øjne kommer til at stå som reelle ejere og derfor skal legitimere sig med fx pas eller kørekort.

 

Det behøver ikke at være besværligt at bekæmpe kriminalitet

Det er måske irriterende at skulle bruge tid på at leve op til alle bankens krav, men du gør det i en god sags tjeneste. Og det behøver ikke at være besværligt at komme igennem alle spørgsmålene og uploade dokumenter.

Mange banker har et system, der har automatiseret processen. Systemet sikrer, at du som kunde får en helt tryg oplevelse, når du skal sende personlige dokumenter ind som pas eller kørekort. Og systemet vil også sikre, at du let kommer igennem de obligatoriske spørgsmål og får gjort alt det, du skal gøre. Automatiserede arbejdsgange gør det nemt for banken at leve op til Hvidvaskloven, og brugervenlige systemer gør det nemt for dig som kunde at hjælpe banken med at bekæmpe kriminalitet.

 

 

 

 

 

Sanktioner mod Rusland: Her er din compliance-tjekliste